Sophus Falck i Dragør... Dines Bogø ...Webmaster: Dines Bogø



Falck: Generelt

Sophus Falck dør ...(uddrag fra bogen)


Sophus Falck døde 61 år gammel, kort tid efter han var blevet valgt til formand for den nystiftede grundejerforening.

En uge før Sophus Falck døde, havde han været i sommerhuset, hvor han havde plukket mange blomster. Derefter var han taget ind på Hovedstationen i Tietgensgade. Her havde han delt blomsterne ud til mandskabet i garagerne og personalet på kontorerne og umiddelbart efter blev han indlagt på Københavns Amts Sygehus på Nyelandsvej med et smertende mavesår.

Sophus Falck
Dragør: Sophus Falck, veninden Helene og deres fælles søn Einar.

Sophus Falck døde på hospitalet den 29. juli 1926 kl. 21,00 i forbindelse med en tilstødende lungebetændelse. Sophus Falck havde netop været stærkt optaget af at opbygge såkaldte Zone-brandvagter i kommunerne rundt omkring i landet.

Sophus Falck
4. august 1926. Fra Holmens Kirke kørte sørgetoget via Tietgensgade, hvor man gjorde holdt foran Redningskorpsets nye hovedstation.

Uoverensstemmelser mellem den nye ledelse i Falcks Redningskorps og netop disse nye Zone-brandvagter førte få år senere til, at Sophus Falcks ældste søn Rudolph måtte opleve at Falcks Redningskorps fik en landsdækkende konkurrent.



...og huset står tomt

Enkefrue Thyra Petra Falck, der fortsat boede nær Falcks Hovedstationen ved Tietgensgade i København, solgte grundene, huset og indboet i 1929. Næsten alt stod som det var blevet forladt 3 år før.

Eduard Halgreen fra Sundby, der havde kendt Falck gennem fælles bekendte på Amagerbrogade, købte grundene, huset og indbo. De store chersterfieldmøbler, som Sophus Falck og Helene havde sat så stor pris på, blev stående i huset hos familien Halgreen i mange år.

Her var alt, hvad børn kunne ønske sig: Legeplads med gynger og karrusel, andedam, bassin med guldfisk, hønsegård, frugthave, stikkelsbærstier med meget mere. Eduard Halgreen havde under sit ophold i Amerika fået smag for majs og i mange år blev der dyrket sød majs på dele af grundene.

Eduard Halgreen og hustruen Ella beholdt huset og grundene i over 30 år. De gjorde det til et samlingssted for familie, venner og kvarterets børn ...